Paleomagnetismen kom for alvor i gang da teorien omkring pladetektonikken blev kendt. De magnetiske striber på havbunden kunne nu sættes i forbindelse med havbundsspredningen. De føste målinger af de magnetiske striber gav nogle lange epoker med ens magnetisk retning, men senere begyndte man for alvor at se nærmere på perioderne. Det viste sig hurtigt at perioderne ikke var nært så ens som man troede.
De lange tidsrum med tilsyneladende ens magnetiseringsretning, kunne deles op i mindre. Flere fik den holdning at jordens magnetfelt i perioder har ligget på næsten nul. I disse perioder hvor feltet har været svagt eller helt fraværende, har der været mulighed for at feltet kunne vende. Nogle gange gjorde det og andre gange ikke.
Senere viste målinger at feltretningen også kan skifte når intensiteten tilsyneladende er høj. I dag mener de fleste at jordens magnetfelt er sammensat af to hoved felter, dipol feltet og nodipol feltet. Det er sammenspillet mellem disse to der giver mulighed for reversaler.
I de senere år er der blevet lagt meget arbejde i at klarlægge reversaler (eller forkastninger af reversaler) for de sidst 75.000 år. Det fleste analyser der er foretaget i forbindelse med efterforskning af "unge" reversaler, er baseret på sedimenter.
Måling på sedimenter sætter store krav til instrumenter, prøve opsamling og indsamlingsstedet. Sedimenterne skal være så uforstyrret som muligt og have et så højt indhold af stabile magnetiske stoffer som muligt. Instrumentet skal kunne måle nogle meget svage felter.
Efter offentliggørelsen af resultaterne ved Mono Lake , kom der for alvor gang i arbejdet. De fleste artikler og resultater der beskæftiger sig med palæomagnetiske målinger i tidsintervallet fra 75- til 5000 år bp., bruger i dag Mono Lake som en reference.